Allergi i barnealderen Allergi er en arvelig ændring af kroppens immunforsvar og skyldes overdreven dannelse af en speciel slags antistoffer – allergiantistoffer (IgE). IgE er især rettet mod æggehvidestoffer (allergen), som immunforsvaret kommer i kontakt med gennem øjne, næse, lunger og mave-tarmkanal. IgE antistofferne findes i blodet og er bundet rundt om i kroppen til en bestemt type celler (mast-celler). Når IgE antistoffer, som er bundet til en celle, opfanger det bestemte allergen – (oftest æggehvidestoffer = proteinstoffer), som det er rettet mod, udtømmer cellen meget aktive stoffer, som udløser den allergiske reaktion. Om den allergiske reaktion bliver nysen, hoste eller diarré afhænger af, hvor IgE antistoffer og allergen mødes. Man ved ikke, hvorfor nogle allergikere har IgE bundet til celler mod f.eks. græs i øjnene og reagerer med øjenkløe, mens andre har cellebundet IgE mod græs i lungerne og reagerer med astma på kontakt med græspollen. Allergener De vigtigste allergener: Fødevarer: Mælk, æg (fisk, hvedemel). (Tilsætningsstoffer: Farvestoffer og konserveringsmidler giver meget sjældent allergiske reaktioner). Husstøvmider: Højsæson september til november. Træpollen: Marts til midt i maj. Græspollen: Juni til august. Dyrehår og -skæl: Kat, hund, hest, marsvin, kanin, hamster. Mugsvampesporer: Trives i fugtige omgivelser, f.eks. badeværelser og fugtskadede vægge. Variation med alderen De allergiske sygdomme hos børn varierer med alderen. I de første leveår reagerer børn som regel allergisk i hud og tarm på fødevarer (mælk og æg). I 5-12 års alderen dominerer astmasymptomerne, udløst af dyrehår, husstøvmider og pollen. Fra 7-15 års alderen begynder børn at udvikle høfeber, især udløst af dyrehår, husstøvmider og pollen. Fødevareallergi Mange mennesker tror, at de eller deres børn er allergiske over for fødevarer, men i virkeligheden er fødevareallergi meget sjælden. Symptomer: Opkastning, mavesmerter, diarré, oftest ledsaget af et eller flere symptomer fra andre “allergiområder”, f.eks. eksem, nældefeber, høfeber, astma. Påvisning: De mistænkte fødevarer fjernes fra kosten i 1-2 uger efter aftale med den praktiserende læge. Hvis symptomerne forsvinder, genindføres de bestemte fødevarer en ad gangen for at fremprovokere symptomerne. Blodprøver og hudtest er ikke meget værd til påvisning af fødevareallergi.
Hud-allergi Børneeksem (atopisk eksem) og nældefeber. Det er meget sjældent, at det lykkes at påvise en allergi som årsag til disse symptomer. Behandling: Børneeksem (atopisk eksem): Fugtighedscreme og hormonsalve. Nældefeber: Evt. antihistaminer. Høfeber Symptomer: Løbenæse, snøften, serienysen, næsekløe, næsegnubben, næse-tilstopning, ganekløe (grynten), evt. ledsaget af øjenkløe og røde, hævede øjne. Optræder i pollensæsonen, ved kontakt med bestemte pelsdyr eller som helårssnue. Helårssnue skyldes oftest husstøvmideallergi. Behandling: Undgå kontakt med allergenet. Lette tilfælde behandles med antihistamin tabletter og øjendråber. Svære tilfælde behandles med binyrebarkhormon-spray til næsen. Astma Symptomer: Hoste, evt. ledsaget af pibende, besværet vejrtrækning ved: Anstrengelse, latter, fugtigt og tåget vejr samt ved udsættelse for tobaksrøg. Hoste om natten og om morgenen. Svingende humør, let til gråd og vrede. Markant forværring ved luftvejsinfektioner. Anfaldsvis åndenød i hvile, evt. ledsaget af hoste og pibende vejrtrækning. Behandling: Undgå kontakt med allergenet. Lette tilfælde behandles med bronkieudvidende medicin ved behov, svære tilfælde med inhaleret binyrebarkhormon, suppleret med bronkieudvidende medicin. Undersøgelse for allergi Den bedste måde at finde den eller de vigtigste årsager til de allergiske symptomer er – i samarbejde med egen læge – at undersøge de nærmere omstændigheder, som den allergiske reaktion er opstået under: Årstid, hvor var barnet, dyrekontakt o.s.v.? Man kan også undersøge, om barnet har dannet allergiantistoffer. Dette gøres lettest med “priktest”. Med en fin nål indføres en ganske lille mængde allergenekstrakt i det allerøverste hudlag. Hvis barnet har dannet allergiantistoffer mod allergenet, udløses en myggestiklignende hævelse af huden i løbet af 10 minutter. Undersøgelsen gør meget lidt ondt og kan gennemføres på børn i alle aldre. Allergiantistoffer findes også i blodet og kan påvises ved blodprøve. Resultaterne svarer til hudtesten.